1. februar 2022
Skrevet af: Peter Emil Bundbaard Mondrup, økonom

Økonomien ligner tiden efter anden verdenskrig

Det er ikke første gang, vi oplever en økonomisk situation med velpolstrede husholdninger, øget forbrugslyst og problemer i forsyningskæden. Overraskende nok kan vi i perioden efter 2. verdenskrig finde en lignende økonomisk situation.
 
Investorer elsker at spejle nutidens økonomi i historiske begivenheder. Siden Covid-19-pandemiens start har investorerne ledt efter en skabelon at tilpasse investeringerne efter, og det har ikke været nemt. Flere historiske perioder er blevet fremhævet som mulige spejlingspunkter. De første paralleller blev draget til tidligere sundhedskriser som pesten og den spanske syge. Parallellerne viste sig hurtigt ikke at være relevante, særligt på grund af den enorme finans- og pengepolitiske respons, som Covid-19 udløste. Finanspolitiske tiltag i den størrelsesorden er historisk kun set i forbindelse med krig, og det viser sig, at der er flere relevante paralleller mellem perioden efter 2. verdenskrig og den økonomi, vi oplever i dag. 

Økonomien efter 2. verdenskrig var præget af to ting: udskudt forbrug og store problemer med forsyningskæderne. Efter fem år med krig og begrænsede forbrugsmuligheder gik mange husholdninger i USA ud af krigstiden med større opsparinger end normalt. Slutningen på krigen medførte derfor et forbrugsboom i stil med det, vi har været vidne til det seneste år. Udbudssiden af økonomien havde ligesom i dag svært ved at følge med. Store dele af industrien i USA var blevet omlagt til at fremstille krigsudstyr, og i Europa og Asien lå den i ruiner. Dermed opstod en markant varemangel, der dengang som nu førte til store stigninger i forbrugerpriserne. Parallellerne mellem perioden efter 2. verdenskrig, og det vi ser i dag, er tydelige, selvom situationen er mindre alvorlig i dag. 

I årene efter 2. verdenskrig skete der flere interessante ting i økonomien. Inflationen, som startede med at stige markant i 1946 og 1947, faldt i de følgende år tilbage. Pris-løn-spiralen kom aldrig i spil, og det selvom centralbankerne ikke strammede pengepolitikken. Inflationen var altså i perioden efter 2. verdenskrig for alvor midlertidig, præcis som verdens centralbanker fortsat håber på er tilfældet i dag. Perioden efter 2. verdenskrig ændrede også vækstbanen for amerikansk økonomi. Demografisk boom, højere produktivitet samt investeringer i infrastruktur og nye boliger førte til flot, men volatil økonomisk vækst i de følgende årtier.

Læs hele artiklen på Maj World.

Maj World er forbeholdt kunder i Maj Bank. Ring på 33 38 97 00 og hør mere om mulighederne.