Læsevejledning til omkostningerne på din handelsnota
Maj Invest Bank går ind for gennemsigtighed. Det, synes vi, er særligt vigtigt, ikke mindst når det drejer sig om noget så vigtigt som omkostninger. I denne artikel ser vi lidt nærmere på omkostninger til handel, som fremgår på din handelsnota. Handelsnotaen er den bekræftelse, som fremkommer, når du handler i netbanken. Handelsnotaen skabes af vores datacentral (BEC) og oplyser både handelsomkostningerne – dvs. de omkostninger, der er i forbindelse med handlen (som fragår din konto) - og de forventede produktomkostninger – dvs. de indlejrede omkostninger i produkterne (som ikke påvirker din konto). Alle omkostningerne opgøres i kroner og i procent.
Handelsnotaen
Nedenfor er et uddrag af en handelsnota. Af notaen fremgår, at kunden har købt 1.000 stk. værdipapirer til en samlet værdi af 146.550,00 kr. Beløbet, der er fragået kontoen, er købsprisen på 146.550,00 kr. samt 219,83 kr. i kurtage. Kurtagen udgør i dette tilfælde 0,15 pct. af investeringen.

I specifikationen fremgår dog også en række andre omkostninger. Det er både serviceomkostninger (1), dvs. omkostninger ved handel samt formidling, og forventede produktomkostninger (2), dvs. omkostninger i produktet.
1. Serviceomkostninger
Serviceomkostninger skal i princippet forstås som omkostninger ved handel. I Maj Invest Bank er handelsomkostningerne (kurtage) følgende:
- 0,15 pct. af kursværdien for nordiske aktier, obligationer og investeringsbeviser, dog min. 30 kr.
- 0,30 pct. af kursværdien for øvrige udenlandske værdipapirer, dog min. 150 kr.
Handelsomkostningerne – i ovenstående tilfælde 219,83 kr. – betales i forbindelse med handlen og fragår din konto.
Foreningens løbende omkostninger dækker også over provision. I nogle investeringsforeninger betales en formidlingsprovision til bankerne. I Maj Invest Bank deler vi formidlingsprovisionen med dig i form af kundebonus. Husk, at dette ikke er en direkte omkostning, men indgår i afkastet, hvorfor du ikke vil blive afregnet på kontoen.
Formidlingsprovision – i ovenstående tilfælde 1.099,13 kr. – betales ikke af dig over din konto, men af investeringsforeningen og vil således påvirke afdelingens afkast. Din kundebonus indgår ikke i tallet.
2. Forventede produktomkostninger
Forventede produktomkostninger er mulige omkostninger, der er indlejret i produktet, dvs. produktomkostninger. Produktomkostningerne betales ikke af dig over din konto, men af investeringsforeningen og vil således påvirke afdelingens afkast. Tallet på 1,96 pct. viser de maksimale omkostninger, som du eller foreningen har det første investeringsår. Din kundebonus indgår ikke i tallet.
Lad os tage et eksempel. Når du køber et investeringsforeningsbevis, accepterer du samtidig at betale en del af foreningens omkostninger. Foreningens omkostninger deles af investorerne og fragår afkastet. Dvs. hvis en forening har haft et afkast på 6,5 pct. før omkostninger, og omkostningerne er 1,5 pct., så vil værditilvæksten hos dig være 5 pct., og havde du købt til 100 kr. pr. bevis, vil værdien i dit depot være steget til 105 kr. pr. bevis.
Foreningens omkostninger kan have forskellig karakter:
- Maksimale indtrædelsesomkostninger. Når du køber investeringsforeningsbeviser, betaler du (nogle gange) engangsomkostninger, også kendt som emissionstillæg. Det betyder, at kursen på investeringsforeningsbeviset er højere end bevisets indre værdi. Engangsomkostningen dækker foreningens udgifter til at udstede nye investeringsbeviser.
- Løbende årlige omkostninger. Mens du har investeringsforeningsbeviset, betaler du en del af foreningens løbende omkostninger til administration og værdipapirhandel. Alle afkast er oplyst, efter administrations- og handelsomkostningerne er betalt.
- Indirekte handelsomkostninger (årlige transaktionsomkostninger), som afspejler, at der er forskel på købs- og salgsprisen på de værdipapirer, som investeringsforeningen køber og sælger. Dette kaldes også spreads. Nogle værdipapirer er meget likvide og handles ofte. Her vil spreads være små. Andre er mindre likvide, og her kan spreads være større. Jo oftere en afdeling handler, jo oftere betales denne omkostning. Derfor har omfanget af handler stor betydning for de indirekte handelsomkostninger.
Fælles for alle forventede produktomkostninger er, at de ikke bliver opkrævet på en særskilt regning. Omkostningerne er fraregnet i de oplyste afkast og i de kurser, du får tilbudt ved handel.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Maj Invest Bank.