20. november 2017
Skrevet af: Maj Bank

Kobolt - en knap ressource

Kobolt – det 27. grundstof i det periodiske system – er kommet på alles læber i 2017. Prisen på kobolt er – i modsætning til prisen på andre basismetaller - fordoblet det seneste år. Kobolt er på mange måder gået hen og blevet et eksempel på de dynamikker, der sættes i gang, når der sker pludselige efterspørgselsskift, uden at udbuddet kan tilpasse sig i samme hastighed. TEST: Se invitationen her

Batteriefterspørgslen driver prisen

På grund af kobolts styrke og temperaturstabilitet er det anvendeligt til elektronik. I dag er mere end 90 % af det årlige forbrug på omkring 100.000 tons rettet mod forbrugerelektronik og batterier. Og nøgleordet for prisudviklingen på kobolt er netop ”batterier”. Mange forventer, at den globale bilpark går fra forbrændingsmotorer mod batterimotorer, og den bevægelse kan tredoble efterspørgslen efter kobolt frem mod 2025.

Halvdelen af koboltreserverne findes i DR Congo

Med globale reserver på mere end 7 mio. tons – svarende til omkring 70 års produktion med den nuværende forbrugskvote - er der rigeligt kobolt. Der er bare det problem, at det for det første tager tid at øge udbuddet og ikke mindst, at over halvdelen af reserverne findes i DR Congo – et land, der mest er kendt for politisk ustabilitet og børnearbejde. Derfor er batteriproducenter nu begyndt at sikre sig udbuddet, og det har presset prisen op. Vurderingen er, at selvom koboltprisen fordobles, så vil kobolt udgøre under 5 % af produktionsværdien på en batteribil.

Batteridrevne biler bliver et vigtigt tema i flere år frem

Koboltprisen er blot et eksempel på den udvikling, som efterspørgslen efter batteridrevne biler fører med sig. Det er ikke blot bilproducenterne, der skal omstille sig, men også batteriproducenter, der skal lave nye batterityper – for eksempel med et lavere koboltindhold, eller mineselskaber, der skal tilpasse sig efterspørgslen. Vi ser konturerne af et tema, der trækker lange spor, og som alle investorer bør forholde sig nøgternt og ikke mindst langsigtet til.