14. august 2017
Skrevet af: Mikkel Langmack, cheføkonom

Dollaren falder

Siden årsskiftet har der været en markant ændring i styrkeforholdet mellem verdens to mest handlede valutaer. Den amerikanske dollar er faldet med 12 % i forhold til euroen - et fald der afspejler både politik, økonomisk vækst og ikke mindst købekraft.

Prisen på en burger

Købekraftsparitet er en økonomisk teori, som siger, at valutakurser - på lang sigt - vil sikre, at en vare i ét land koster det samme som en identisk vare i et andet land. Det engelske nyhedsmagasin The Economist har konkretiseret teorien i det såkaldte Big Mac-indeks, hvor de sammenligner Big Mac-priser på tværs af 48 lande. Målt på dette indeks, er dollaren stadig væk 15 % overvurderet i forhold til euroen, og dermed vil købekraftpariteten – som en økonomisk tyngdekraft – fortsat lægge et nedadgående pres på dollaren.

Europa i bedring

Valutakurser er også en funktion af væksten i økonomierne, og i flere år har væksten i Europa haltet efter USA. Men der er efterhånden kommet gang i europæisk økonomi, og frygten for deflation er nu forsvundet. På den baggrund forventes det, at Den Europæiske Centralbank snart strammer pengepolitikken, og Europa dermed får stigende renter, og det styrker euroen.

Trump og Macron

Op til det franske præsidentvalg var der stor usikkerhed omkring det fremtidige euro-samarbejde pga. den euro-kritiske præsidentkandidat Le Pen. Men da valgsejren i stedet gik til euro-tilhængeren Macron, kom der ro omkring eurosamarbejdet. Valget af Trump har derimod ikke skabt ro, tværtimod. Og selvom investorerne stadigvæk opfatter USA som en sikker havn, så er den nu knap så sikker.