27. oktober 2020
Skrevet af: Peter Emil Bundgaard Mondrup, økonom

Det amerikanske valg og finansmarkederne

Amerikanske valg har altid fyldt massivt i det globale mediebillede og investorers bevidsthed. Det forestående valg er dog alligevel ekstraordinært på en række punkter og har om muligt spillet en endnu større rolle end vanligt på både avisforsider og finansmarkeder. Særligt udsigten til, at valgresultatet ikke ligger klar på valgnatten, og at Donald Trump har udtalt, at han ikke vil acceptere et nederlag, har øget usikkerheden omkring valget. Uanset udfaldet, så er en ting sikkert - usikkerhed er aldrig positivt for finansmarkederne.

I denne analyse kan du læse følgende:

  • Hvordan aktiemarkedet historisk har reageret på hhv. republikanske og demokratiske valgsejre, samt hvad en sejr til Trump eller Biden vil betyde for markedet.
  • At finansmarkederne ved dette års valg indregner større frygt end ved de foregående valg.
  • Hvordan aktiemarkedet reagerede, sidste gang et valg ikke blev afgjort på valgnatten.

To omdiskuterede præsidentkandidater, hvoraf den ene har været smittet med COVID-19, kombineret med en verden, der ligger underdrejet af selvsamme virus, har for alvor gjort dette års præsidentvalg usædvanligt. De seneste meningsmålinger peger på en sikker sejr til Joe Biden, men som tidligere valg har vist, kan det være farligt at stole blindt på meningsmålinger.

Præsidentvalg har historisk altid spillet en rolle på de finansielle markeder. En gennemgang af alle valg siden 1932 viser, at aktiemarkedet har en tendens til at stige på kort sigt, når vinderen er republikansk, og falde, når vinderen er demokratisk – se figur 1. Dette stemmer godt overens med den gængse opfattelse af, at republikanere i højere grad end demokrater går ind for lavere skat og mindre regulering. Dette gør det nemmere og mere profitabelt at drive virksomhed, hvilket er positivt for aktiemarkedet. Det er dog en kende for unuanceret udelukkende at fokusere på kandidatens partifarve i forhold til at bedømme dennes effekt på aktiemarkederne. Kandidaterne vil ofte have mærkesager, som påvirker specifikke sektorer i aktiemarkedet, hvilket også er tilfældet denne gang.

Trump og Biden passer dog begge ganske godt til ovennævnte beskrivelse af republikanere og demokrater. Trump har i sin periode som præsident bevist, at han er fortaler for lavere skat, hvilket kom til udslag i en massiv nedsættelse af virksomhedsskatten. Biden på den anden side går til valg på højere skat og har blandt andet nævnt, at selvsamme virksomhedsskat skal hæves fra de nuværende 21 til 28 pct. Ser man udelukkende på dette faktum, vil aktiemarkederne ganske givet klare sig bedst med Trump som præsident, men der er langt flere parametre end skatten, der påvirker aktiemarkedet. Senest har Goldman Sachs udtalt, at en såkaldt ”blå bølge”, hvor demokraterne kontrollerer både præsidentposten og de to kamre i Kongressen, Huset og Senatet, vil medføre en opjustering af deres BNP-forventninger. Forklaringen er, at demokratisk kontrol med stor sandsynlighed vil medføre yderligere hjælpepakker på mindst 2.000 mia. USD og fremtidige investeringer i infrastruktur, klima og sundhed på omkring 7.000 mia. USD. Dette vil løfte den amerikanske økonomi og for alvor sætte gang i et opsving, som ganske givet vil smitte af på aktiemarkedet på trods af de højere skatter.

Læs hele artiklen på Maj World.

Maj World er forbeholdt kunder i Maj Bank. Ring på 33 38 97 00 og hør mere om mulighederne.