9. juli 2019
Skrevet af: Mikkel Langmack, cheføkonom

Direktører er ikke sportsstjerner

Denne artikel blev også publiceret i Børsen mandag den 8. juli 2019

Direktørlønninger er en evig kilde til debat, og fronterne er trukket skarpt op, når det gælder lønningernes størrelse, og hvorvidt de skal reguleres. Disse punkter vil jeg lade være op til andre at vurdere. I stedet vil jeg se på den sammenligning, der gang på gang bliver trukket frem i debatten. Nemlig sammenligningen mellem direktørlønninger og lønningerne i sportens verden. At en direktør bliver aflønnet med et trecifret millionbeløb bliver her ligestillet med aflønningen af f.eks. Messi. Denne analogi er mildt sagt tvivlsom og strengt taget noget vrøvl. At de to ikke kan sammenlignes, skyldes sammenhængen mellem løn og succes eller manglen på samme.

I fodbold er der en stærk sammenhæng mellem løn og succes. Det vil sige, at klubberne med de største lønbudgetter ender i toppen af tabellen. Tænk bare på den engelske Premier League, hvor det år efter år er de samme løntunge klubber, som kæmper om mesterskabet. Der vil naturligvis stadigvæk være år, hvor Leicester vinder ligaen, men det er sjældent.

Hvis sammenligningen skal give mening, skal virksomheder med høje lønninger være mere succesfulde end dem med lave lønninger. Men sådan er det ikke. Der er lavet talrige analyser af direktørlønninger og deres virksomheders afkast, og her er der ikke nogen stærk sammenhæng. De dyreste direktører er ikke garant for de største afkast.

At virksomheder ikke kan sammenlignes med fodboldklubber er relativt ligetil. Selvfølgelig vil Messi have en relativt stor indflydelse, når han er én ud af 11 spillere. Mens en direktør kan være én ud af tusindvis af medarbejdere.

Fodbold er desuden præget af relativt få tilfældigheder sammenlignet med den globale markedsplads. Så når man taler om, at bolden er rund, og alt kan ske i fodbold, så er det også noget vrøvl. I hvert fald sammenlignet med den komplekse og omskiftelige verden, hvor virksomhederne skal agere. En foldboldspiller har langt mere kontrol og dermed indflydelse på resultatet, end direktøren har på afkastet.

I fodbold er modstanderen altid et hold med 11 spillere, banerne er ens og reglerne de samme. En virksomhed kan derimod møde konkurrenter i alle størrelser og former, og reglerne, eller rettere sagt reguleringen, er i konstant forandring både over tid og fra land til land. Sagt på en anden måde så er der uendelig meget, som er uden for en direktørs kontrol.

Den menneskelige hjerne er indrettet sådan, at vi ikke bryder os om tilfældigheder. Vi søger konstant efter en årsag (og gerne en simpel en). Det er bl.a. kortlagt af nobelprismodtageren Daniel Kahneman. Netop derfor er det tit direktøren, som bliver tilskrevet virksomhedens succes eller fiasko. Selvom årsagen formentlig også skyldes en række tilfældigheder uden for hans eller hendes kontrol.

Om vi vil indse det eller ej, så er direktørens og fodboldspillerens gesjæft vidt forskellig.