19. juli 2017
Skrevet af: Mikkel Langmack, cheføkonom

20 år efter Asienkrisen

I juli måned 1997 brød den thailandske centralbank fastkurspolitikken over for dollaren. Det blev starten på den såkaldte Asienkrise, hvor lande som Thailand, Indonesien, Sydkorea og Malaysia blev ramt af recession, og hvor det asiatiske aktiemarked faldt med 66 %. Selvom det nu er 20 år siden, og selvom verden efterfølgende har været vidne til både en IT-boble og en global finanskrise, kan vi stadig lære af Asienkrisen.

Lav rente og øget gæld

Udover Thailand havde en række af de andre asiatiske lande også bundet deres valuta til dollaren, og det var denne valutapolitik, kombineret med underskud på betalingsbalancen, som i bund og grund var årsagen til krisen. Med en fastkurs i forhold til dollaren kunne de asiatiske økonomier med fordel stifte gæld i dollar i stedet for i deres lokale valuta. Renten var simpelthen lavere, når lånet var i dollar. Den lave rente var et klart incitament til at øge gældsætningen, og i Thailand blev den private gæld tredoblet i de 10 år, der ledte op til krisen.

Tom valutareserve

Men at opretholde en fastkurspolitik er ikke altid lige nemt. På grund af de asiatiske betalingsbalanceunderskud var der et fundamentalt nedadgående pres på de lokale valutaer. I den situationen bruger centralbankerne deres valutareserver for at modstå presset. Men når valutareserverne er tømt – så er der problemer. Da den thailandske centralbank opgav at opretholde en vekselkurs på 25 baht for 1 USD, faldt kursen med 50 % på blot et halvt år. Det betød, at rentebetalingerne på dollargælden – målt i lokalvaluta – blev fordoblet.

Paralleller til Sydeuropa og Kina

At lave renter fører til mere gæld, har vi også set i Sydeuropa. Med indførelsen af euroen fik lande som Italien og Grækenland mulighed for at låne langt billigere, end de historisk havde været vant til – og det udnyttede de. I forhold til fastkurspolitik er det Kina, som i disse år tiltrækker sig opmærksomhed, da Kinas valuta, til en vis grad, er knyttet til dollaren. Men med overskud på betalingsbalancen og en enorm valutareserve virker den kinesiske valutapolitik mere robust.