31. maj 2022
Skrevet af: Peter Emil Bundgaard Mondrup, økonom

Inflationen rammer mere end forbrugernes pengepung

Når inflationen stiger, rammer det ikke kun forbrugernes pengepung. Deres syn på fremtidens inflation ændrer sig også. Forventninger til fremtidens inflation er afgørende for en række økonomiske beslutninger, og derfor er centralbanker og økonomer interesserede i virksomheders og forbrugeres inflationsforventninger. Nogle økonomer peger på, at inflationsforventningerne også er afgørende for fremtidens faktiske inflation, og det er ikke godt nyt i bestræbelserne på at mindske den nuværende inflation. Andre økonomer er dog mere skeptiske overfor inflationsforventningernes betydning. 

Skal man tro en ny analyse fra en række amerikanske økonomer, er verdens forbrugere ved at ændre syn på fremtidens inflation. Francesco D’Acunto og to andre økonomer finder nemlig i et nyt studie frem til, at forbrugere ændrer deres forventninger til fremtidens inflation ud fra de prisstigninger, de oplever i supermarkedet og på tankstationen. De markante stigninger på fødevarer og benzinpriser, vi i øjeblikket oplever, påvirker altså vores bevidsthed om fremtidige prisstigninger. 

Forventninger til fremtidig inflation er et abstrakt fænomen, men har været hyppigt brugt i økonomiske modeller til at forklare inflationsudviklingen. Anerkendte økonomer som Phelps, Lucas og Friedman har alle brugt inflationsforventninger i deres modeller, og centralbanker verden over har stor fokus på at ”forankre” inflationsforventningerne på et niveau, der understøtter deres inflationsmålsætning. Stiger inflationsforventningerne, vil forbrugerne kræve mere i løn, hvilket vil presse virksomhederne til at sætte priserne op.

Læs hele artiklen i Maj World.

Maj World er forbeholdt kunder i Maj Bank. Ring på telefon 33 38 97 00, hvis du vil høre mere om fordelene ved at blive kunde i Maj Bank.