19. marts 2021
Skrevet af: Maj Bank

Er du det største fjols?

Spekulation har altid været en del af finansmarkedet, og igen her i begyndelsen af 20’erne har vi set populære selskaber eksplodere i værdi uden særlige ændringer i de fundamentale forhold. ”The Greater Fool Theory” forklarer, hvad der sker, når rationalet for aktiekøb er den forventede pris i morgen og ikke værdien af selskabet bag. Resultatet er altid det samme. Markedsværdien kollapser igen, når det største fjols har købt. For nylig ramte det 75 pct. af de kortsigtede investorer i GameStop-aktien, viser tal for Danske Banks kunder.

Investering og spekulation er to forskellige discipliner. De finder sted på de samme markeder og sågar i de samme selskaber, men har intet med hinanden at gøre. Investorer køber virksomheder for at få del i virksomhedens fremtidige indtjening og fremtidige vækst. Spekulanter køber aktier i forventning om, at de kan sælge aktien videre til en højere pris om kort tid, uden at der er sket særlige ændringer i de fundamentale forhold. ”The Greater Fool Theory” forklarer, hvorfor det kan ende i bobler, hvor prissætningen langt overstiger aktivets fundamentale værdi. Boblen kan vokse, så længe der er ”et større fjols”, der fortsat vil købe aktien. 

De spekulative tendenser på finansmarkederne er stimuleret af flere forhold. Sociale medier har forstærket en lemmingeeffekt, hvor alle køber de samme virksomheder. Samtidig er investering i aktier og andre mere spekulative derivater blevet gamificeret og nemt tilgængeligt gennem apps som f.eks. Robinhood. Finansmarkedet har for nogle udviklet sig til et kasino, hvor hurtige gevinster er i fokus. Problemet er, at risikoen for at tabe penge er stor. I dagbladet Børsen kunne man læse, at 75 pct. af Danske Banks kunder, der investerede i GameStop-aktien i forbindelse med et short squeeze, har tabt penge.

Læs hele artiklen på Maj World.

Maj World er forbeholdt kunder i Maj Bank. Ring på 33 38 97 00 og hør mere om mulighederne.