5. marts 2021
Skrevet af: Maj Bank

Sådan arbejder andre investorer

Anbefaling af bogen "Efficiently Inefficient. How Smart Money Invests & Market Prices Are Determined", der beskriver, hvordan de finansielle markeder fungerer, og hvordan man kan udnytte forskellige strategier for at handle på dem. Bogen gennemgår en række investeringsfilosofier i detaljer.

Bogen kombinerer dyb akademisk viden med interviews med kendte praktikere som John Paulson, der tjente et tocifret milliardbeløb i kølvandet på finanskrisen ved at shorte derivater på det amerikanske boligmarked, og George Soros, der blandt andet er kendt som ”the man who broke the Bank of England”.

Kapitlerne dykker ned i forskellige investeringsstrategier og deres valg af portefølje, risikostyring og modeller for afkast.

Bogen gennemgår minutiøst en række af de grundlæggende formler, der dagligt benyttes i finanssektoren verden over, og forklarer udførligt både praksis og den bagvedliggende teori.

Der gives et indblik i, hvordan andre porteføljemanagere og investorer tænker strategisk og handler under de begrænsninger, de er underlagt. Derfor kan bogen inspirere til, hvordan man selv kan drage nytte af andres begrænsninger.

Finansmarkederne er grundlæggende inefficiente markeder på grund af strukturelle forhold som handelsomkostninger og lånebegrænsninger, men efficiente, fordi der er en intens konkurrence mellem investorer verden over. Kender man strukturerne og andre investorers tankegang, deres muligheder og begrænsninger, har man en større chance for selv at forme en god strategi.

Det er den meget overordnede grund til, at bogen er værd at dykke ned i.

“Det er relevant for os at vide, hvilke begrænsninger andre porteføljemanagere arbejder under, så vi kan udnytte de begrænsninger til vores fordel,” siger Troels Tang Karlsen, der siden februar 2020 har arbejdet i Maj Invests obligationsafdeling som analytiker og trader.

Det gælder for eksempel om at udnytte likviditetsspiraler eller udnytte, at investorer, der investerer for lånte penge, risikerer at skulle stille mere kapital til sikkerhed for deres lån, et såkaldt marginkald, på det værst tænkelige tidspunkt, nemlig når markederne er faldet meget.

Læs hele artiklen på Maj World.

Maj World er forbeholdt kunder i Maj Bank. Ring på 33 38 97 00 og hør mere om mulighederne.