5. februar 2021
Skrevet af: Maj Bank

En historisk boble - men hvad er der inden i?

Er aktiemarkedet i en historisk stor boble, og er det måske mere overvurderet end på toppen af dotcomboblen? Vi kan godt følge argumentationen for den påstand, men bortset fra boblens størrelse er der meget store forskelle på situationen nu og i 2000. Dengang var det primært spekulation, der drev markedet til en eksorbitant værdisætning. I dag handler det om en økonomisk politik, der forekommer helt uholdbar på længere sigt. Dette skriver Arvid Stentoft Jakobsen, cheføkonom i Fondsmæglerselskabet Maj Invest.

For en investor med en tidshorisont på måske 12 måneder er der afgørende forskel på, om boblen er drevet af spekulativ investoradfærd, eller om den skyldes en uholdbar økonomisk politik.

Investorernes adfærd kan svinge rundt på få uger, mens det kan tage årtier, inden virkeligheden indhenter en uholdbar økonomisk politik.

I figuren er illustreret, hvordan aktieboblens størrelse afhænger af, hvilke faktorer man inddrager i beregningen af fair værdi, og i det følgende redegøres der for de enkelte faktorer og deres tidshorisont.

Baserer man opgørelsen af fair værdi på virksomhedernes regnskabsmæssige indtjening pr. aktie (eps) og på det afkast, man alternativt kan opnå ved at investere i en statsobligation, er der overordnet set ikke nogen boble på aktiemarkedet lige nu. Der er efter vores opfattelse en boble i de såkaldte tech-aktier, men det opvejes af, at mange andre aktier til gengæld handler til en betydelig discount. Samlet set handler vækstaktierne i S&P 500-indekset således efter vores vurdering 20 procent over fair værdi, mens valueaktierne handler 20 procent under.

Sammenligner man med toppen af dotcomboblen i 2000, så var vækstaktierne dengang hele 130 procent for dyre, og selv valueaktierne handlede 10 procent over deres fair værdi. Den spekulative boble, der måtte være i aktiemarkedet lige nu, kan altså nå at vokse sig væsentligt større, inden den engang brister. Det næste, der kommer til at ske, er sandsynligvis, at de aktier, der stadig handler markant under fair værdi, vil fortsætte deres fremgang på ryggen af et stærkt cyklisk opsving. 

Læs hele artiklen på Maj World.

Maj World er forbeholdt kunder i Maj Bank. Ring på 33 38 97 00 og hør mere om mulighederne.