29. oktober 2019
Skrevet af: Mikkel Langmack, cheføkonom

Et spil om ulighed

Hvis jeg gav dig 100 kroner og bad dig om at dele dem mellem dig selv og en anden person – hvor meget ville du så selv beholde? Det spørgsmål er centralt i et klassisk økonomisk eksperiment kaldet ultimatumspillet. Eksperimentet er interessant, fordi det fortæller os noget omkring, hvordan vi mennesker reagerer på økonomisk ulighed.

Netop ulighed er et emne, som får stigende opmærksomhed blandt både økonomer og politikere. Populært sagt er der øget fokus på, hvordan kagen skal skæres, og mindre fokus på, hvordan man gør kagen større.

Det øgede fokus er ganske forudsigeligt. Vi mennesker er nemlig naturligt modstandere af ulighed. Dette bliver elegant demonstreret i ultimatumspillet, som blev udtænkt af en gruppe tyske økonomer tilbage i 1980’erne. I eksperimentet er der to deltagere, hvor den ene bliver tildelt et pengebeløb, f.eks. 100 kroner. Denne deltager skal nu fordele de 100 kroner mellem sig selv og den anden deltager. Han eller hun kan f.eks. vælge at tage 60 kroner til sig selv og tilbyde 40 kroner til den anden. Herefter skal den anden deltager beslutte, om han eller hun vil acceptere tilbuddet. Hvis tilbuddet accepteres, får deltagerne pengene (i dette eksempel får den ene deltager altså 60 kr. og den anden 40 kr.). Det interessante er dog, at den anden deltager også har mulighed for at afvise tilbuddet, og i det tilfælde er der ingen penge til deltagerne.

Selvom det er fuldstændig økonomisk irrationelt at takke nej til ”gratis” penge, så viser eksperimentet, at jo mindre tilbuddet er, jo oftere bliver det afvist. De deltagere, som skal acceptere eller afvise tilbuddet, er simpelthen villige til at gå glip af en økonomisk gevinst for at straffe den anden deltager. Om det er, fordi vi er misundelige, eller fordi vi har en indbygget retfærdighedssans, er ikke til at sige. Men eksperimentet er gentaget i forskellige lande med forskellige pengebeløb, og resultaterne er de samme: er fordelingen for skæv, bliver den afvist. Eksperimentet viser også, at deltagerne i de fleste tilfælde tilbyder halvdelen eller lidt mindre til den anden deltager. Desuden er det yderst sjældent, at en deltager tilbyder den anden mere end halvdelen.

Nu er det ikke noget nyt, at vi mennesker ikke er økonomisk rationelle. Alligevel giver eksperimentet stof til eftertanke. Hvis man i stedet for de to deltagere forestiller sig et helt samfund, kan vi drage paralleller til eksperimentet og dets resultater. Et ensidigt fokus på det økonomisk rationelle er næppe holdbart. På den anden side er et ensidigt fokus på lighed heller ikke vejen frem. For så risikerer man at ende i en situation som i bogen ”Kammerat Napoleon” af George Orwell, hvor alle er lige, men nogle er mere lige end andre.