11. juni 2019
Skrevet af: Mikkel Langmack, cheføkonom

Gældsdebat giver stof til eftertanke

Blandt økonomer hersker der i øjeblikket en ophedet debat. Debatten går på, hvorvidt den på verdensplan kraftigt stigende statsgæld er noget, vi skal bekymre os om. Mens de fleste økonomer ser statsgælden som en stadig tungere klods om benet, mener en gruppe af økonomer, at statsgælden er uproblematisk. For så længe staten kontrollerer centralbanken og dermed pengeudstedelsen, kan staten i sidste ende blot trykke penge og betale gælden.

Japan har med en statsgæld på 237 % af BNP verdens største statsgæld og bliver ofte fremhævet, når debatten går på statsgæld. Selvom statsgælden i Japan er langt større end i andre gældsplagede lande som f.eks. Grækenland og Italien, er den japanske økonomi ikke kollapset. Noget, som bekymrede økonomer ellers har spået i årevis. Nu er det ikke sådan, at Japans situation er et bevis for, at gæld er ufarligt, og efter min mening bør man ikke bagatellisere risikoen ved statsgæld. Men at et land som Japan tilsyneladende kan blive ved med at øge gælden, giver stof til eftertanke.

Fra politisk hold bliver debatten også fulgt nøje, og flere politikere er – ikke overraskende – positive omkring idéen om, at man sagtens kan øge statsgælden.

Størstedelen af gælden i verden er dog ikke optaget af stater, men af virksomheder, og de har ikke mulighed for at trykke egne penge. Derfor kan man ikke skære al gæld over en kam. Selvom risikoen ved statsgæld debatteres, er der masser af risikabel gæld i verden.

Virksomhedernes gæld har været kraftigt stigende over det seneste årti, og i USA har den samlede virksomhedsgæld passeret niveauet fra umiddelbart før finanskrisen. Det vækker bekymring.

Ligeledes bør det altid vække bekymring, når den udenlandske gæld stiger, det vil sige, når stater og virksomheder optager lån i udenlandsk valuta. Det har historisk medført talrige kriser.

I 90’erne optog en række asiatiske lande store lån i amerikanske dollar, da det var billigere end at låne i deres egen valuta. Men fornøjelsen var kortvarig, for da de asiatiske valutakurser begyndte at falde, fik landene alvorlige problemer med at betale gælden tilbage. Det gav Asien-krisen i 1997. Så kan det godt være, at det i første omgang var billigere at låne i dollar, men ulempen er, at dollar kun kan printes af den amerikanske centralbank.

Aktuelt ser vi, hvordan Tyrkiet med betydelige lån i både euro og dollar er kommet i vanskeligheder efter store fald i den tyrkiske lira. I Kina har dollargælden også været stigende, men i forhold til landets enorme valutareserve, er niveauet endnu ikke kritisk.

Som investor bør man notere sig udviklingen i den globale gæld. Mængden af gæld har i århundreder været tæt forbundet med økonomiske op- og nedture. Det har ikke ændret sig.