26. april 2019
Skrevet af: Mikkel Langmack, cheføkonom

Den kinesiske vækst har ridser i lakken

De seneste 30 år er den kinesiske økonomi vokset med næsten 10 % om året. Økonomien er dermed vokset langt hurtigere end de vestlige økonomier, og Kina er i dag verdens næststørste økonomi. Men en ny rapport fra det amerikanske Brookings Institution sår tvivl om den ellers så fantastiske væksthistorie.

Rapporten sammenligner de officielle væksttal med deres egne estimater for perioden 2008 til 2016. Vækstestimaterne er baseret på udviklingen i bl.a. skatteprovenu, godstransport og elektricitetsforbrug. Konklusionen er klar, de officielle vækstrater har været næsten 2 procentpoint højere end estimaterne. Rapporten forklarer forskellen med den måde, hvorpå kineserne indsamler data. Det er nemlig sådan, at de regionale ledere bliver målt i forhold til deres regions økonomiske vækst. Derfor har de et kraftigt incitament til at overdrive de væksttal, som de indsender til det nationale statistikbureau. Sagt lige ud - så snyder de på vægten.

Man kunne snildt tro, at rapportens konklusioner ville medføre et ramaskrig. Men nej - rapportens konklusioner er stort set gået ubemærket hen. Årsagen er formentlig, at det igennem mange år har været en offentlig hemmelighed, at de kinesiske væksttal tilsyneladende var en anelse optimistiske. Ikke desto mindre er rapportens konklusioner stadigvæk tankevækkende.

Vi står nemlig i en situation, hvor Kina er i færd med at åbne sine finansmarkeder over for udenlandske investorer. I øjeblikket er det kun omkring 2 % af de kinesiske aktier og obligationer, som er på udenlandske hænder. Til sammenligning ejer udenlandske investorer 17 % af aktierne og 9 % af obligationerne i Japan, og ser vi på USA, er tallene endnu højere.

Investorer over hele verden leder med lys og lygte efter afkast, og her vil Kina virke dragende. For i en verden, hvor obligationer for mere end 10.000 mia. dollar handles til negative renter, har Kina ikke bare positive renter, men også renter, som overstiger de amerikanske. At Kina åbner op, er desuden en lækkerbisken for alle de store globale investeringsbanker, som nu får nye produkter – altså kinesiske aktier og obligationer – som de kan sælge til investorerne.

I denne situation er det ikke ligegyldigt, om der bliver snydt på vægten, og det nytter ikke noget, hvis investorerne lader sig forblænde af høje afkastforventninger. For hvis man ikke kan stole på de officielle væksttal, hvordan kan man så stole på selskabernes regnskabstal? Et velfungerende finansmarked bygger i høj grad på tillid, og netop tillid skal Kina i gang med at opbygge. Det er naturligvis positivt, at Kina vil åbne op og bliver mere integreret i de internationale finansmarkeder. Men det kræver, at de følger spillereglerne.