17. september 2018
Skrevet af: Mikkel Langmack, cheføkonom

Miraklernes tid forbi i Kina

På et halvt år er det kinesiske aktiemarked, mere eller mindre ubemærket, faldet med 20 pct. På overfladen ligner det en reaktion på Donald Trumps trusler om handelskrig, men det er ikke hele historien. For handelskrig eller ej så er væksten i Kina på vej ned.

Kina har ellers været et synonym på høj vækst. Siden 1980 er den kinesiske økonomi i gennemsnit vokset med 10 pct. om året. Det er mere end alle andre lande i verden og bliver betegnet som ”det kinesiske mirakel”. Fundamentet for væksten har de senere år været offentlige investeringer og eksport. Lufthavne, togbaner, havneanlæg og millioner af boliger er skudt op, mens billig arbejdskraft har sikret Kinas status som hele verdens fabrik.

Miraklernes tid er dog ved at være forbi. For selvom investeringerne fortsætter, senest i forbindelse med etablering af en ny ”Silkerute”, er væksten i investeringerne nedadgående, og det er der to helt enkle grunde til.

For det første så har de gældsfinansierede investeringer gjort, at statsgælden (inkl. gælden i de statsejede virksomheder) overstiger 200 pct. af BNP, hvilket blandt andet har fået Den Internationale Valutafond til at slå alarm. Det er simpelthen for risikabelt at lade gælden stige yderligere, og det lægger en dæmper på myndighedernes investeringsiver. For det andet bliver de nye kinesiske investeringer mindre og mindre rentable, da der ganske enkelt er grænser for, hvor mange motorveje og boliger et land har brug for.

Eksporten er det andet ben, som har sikret væksten. Da Kina i 2001 blev medlem af Verdenshandelsorganisationen, steg deres betalingsbalanceoverskud så kraftigt, at det i 2007 udgjorde hele 10 pct. af BNP. Men også her sker der ændringer. Overskuddet er efterhånden forsvundet, da den øgede velstand har fået kineserne til at efterspørge flere og flere udenlandske varer. Hertil overhalede Kina i 2017 USA som verdens største olieimportør. Den stigende oliepris gør også ondt i Kina.

Forventningen og håbet i Kina er, at privatforbruget bliver den nye vækstkatalysator. Her er den positive historie, at privatforbruget vokser omkring 10 pct. årligt og dermed udgør en større og større del af den økonomiske vækst. Men for bare 5 år siden var væksten i privatforbruget oppe på 15 pct. Så privatforbruget er også på vej ned i tempo.

Skulle vi ende i en situation, hvor den kinesiske vækst bliver halveret, vil Kina imidlertid stadig vokse hurtigere end både USA og Europa, og Kinas indflydelse på verdensøkonomien vil med tiden kun blive større. Som investor skal man dog huske på Kinas mange udfordringer og ikke blindt søge mod Østen i håb om højere afkast.