21. september 2017
Skrevet af: Mikkel Langmack, cheføkonom

Europa og Japan i tydelig fremgang

De seneste to kvartaler har indtjeningsvæksten i Europa og Japan været højere end i USA. I årene efter finanskrisen var det ellers de amerikanske selskaber, der var først til at genvinde det tabte, og allerede i 2011 var deres indtjening tilbage på niveauet fra før krisen.

Økonomisk opsving

Den øgede indtjeningsvækst i Europa og Japan afspejler et økonomisk opsving i begge regioner. Efter eurokrisen i 2011-13, hvor Europa oplevede en økonomisk recession, er der igen kommet gang i europæisk økonomi. Væksten i andet kvartal lød på 2,3 % og er bredt funderet med vækst i både privatforbrug og investeringer. Som jeg nævnte tidligere på året (se artikel her), er Japan også i fremgang og har nu haft vækst i seks kvartaler i træk.

Dyre amerikanere

De sidste 5 år er amerikanske aktier steget næsten 100 %, og ni ud af de ti mest værdifulde børsnoterede selskaber i verden er nu amerikanske. Målt på de fleste nøgletal ser amerikanske aktier efterhånden dyre ud, og ser man på prissætningen målt ved pris i forhold til forventet indtjening, handles europæiske og japanske aktier til en discount på hhv. 15 og 20 %. Sammenholder man pris og indtjeningsvækst, byder både Europa og Japan på attraktive investeringer.